FRIENDS OF SHAMAYITA MATH

I Indien som lærerstuderende

Sarah 2014

For to og et halvt år siden startede en fascination af et af verdens største lande. Det var august 2014, og jeg stod over for at begynde mit tredje år på lærerstudiet på Frederiksberg. Inden skolestart skulle en praktikperiode i en anderledes skoleform dog afholdes. Jeg havde fra starten været helt klar på tanken om, at den skulle afholdes i udlandet, men det var en veninde fra studiet, der åbnede vejen for, at det skulle være i Indien. Hun havde hørt et oplæg fra en organisation (Friends of Shamayita Math), der havde kontakt med en skole i et ret fattigt område i Indien. Vi var begge tiltrukket af tanken om at være midt i en helt fremmed virkelighed, men med en form for garanti for ordnede forhold, hvor man kunne have tillid til de mennesker, vi alt andet lige ville komme til at være afhængige af.

Inden en så anderledes rejse er det umuligt at vide, hvad man skal og kan forvente. Vi håbede på at blive udfordret, lære noget om en hidtil fremmed kultur, og rent fagligt ønskede vi at vise skolen, hvordan man kan arbejde undersøgende og eksperimenterende i et ellers resultatorienteret fag som matematik.

Et sted drevet af ildsjæle

Skolen, vi skulle være på, hed Shamayita Math Convent School og er en skole, der på nær de første 3 årgange er forbeholdt piger (da drenge er de eneste, der har mulighed for skolegang på mange andre skoler). Skolen er drevet med penge fra organisationen Shamayita Math. Forældrene betaler også penge for børnenes skolegang, men dette beløb er afhængigt af forældrenes indkomst. Shamayita Math Convent school er en stor skole med 600 elever.

Organisationens åndelige leder hedder Prabuji og bor i landsbyen. Prabuji bliver betragtet som menneske og Gud i ét, da han har opnået spirituel erkendelse. Prabuji mener, at uddannelse er vejen til erkendelse og ønsker derfor uddannelse til alle. Den daglige drift af Shamayita Math bliver ledet af Mothers (en slags nonner), samt mange andre indiske frivillige. Noget af det jeg synes bedst om ved organisationen er, at det er mennesker tæt på, der driver organisationen. De er nemlig de bedste til at lokalisere befolkningens reelle behov.

Rejsen til det ukendte

Vi landede i byen Kolkata i det østlige Indien den 15. august omkring klokken 5 om morgenen. At herfra finde hen til vores forudbestilte hotel var som man forventer det - lidt kaotisk og nervøst. På trods af man er rejst afsted med og fyldt op af forventningsglæde, vil de første dage i et så fremmed land nok altid også bære præg af en vis portion skepsis over for det, man møder. Det lykkedes os, efter nogle timers jagt, den første dag at finde den del af busstationen, hvor vi kunne købe busbilletter til Durgapur, omkring 3 timer fra Kolkata, hvor Shamayita Math og vores skole lå. Vi fik ringet til skolen og aftalt hvor og hvornår, de skulle hente os.

Et lærerigt og inspirerende ophold

At ankomme til Shamayita var på én gang både overvældende og hjemmevant. Vi blev taget utrolig godt imod og roen stod i stærk kontrast til Kolkatas mere kaotiske hverdag. Undervejs skrev jeg en lille rejsedagbog, hvor nedenstående citater stammer fra.

”Vi talte med den Mother, der styrer skolen og aftalte hvilke klasser vi skulle observere mandag. Vi var til vores første bøn, som vores nabokone (Jobama) hentede os til. Det var meget stemningsfyldt. Man sidder på gulvet med hovedet rettet mod en tom stol. Helt oppe ved loftet hænger der et billede af guruen. Der bliver sunget og spillet på et par forskellige instrumenter. ”

”Vi var på skolen 08.40 og observerede et par klasser. Niveauet er ret højt, men de er meget resultatorienterede. At være på skolen er meget specielt. I modsætning til på gaden, hvor folk kigger underligt og måske lidt skeptisk på én, er eleverne helt overstadige. Nogle bliver tydeligt generte og andre er meget direkte.”

”Tirsdag underviste vi for første gang. Vi havde først 10 piger fra 8a i 40 min, derefter 10 nye (resten). Vi underviste dem i GeoGebra. Det var meget lavpraktisk og vi bad dem om at konstruere en bestemt trekant. Det er meget rart at have to ens lektioner, så det er muligt at ændre på de faktorer, man følte kunne gå bedre.”

”Vi har indtil nu været til aftenbøn alle dage, på nær den første, og jeg er begyndt at kunne lide det! Vi kom for sent tirsdag, og lyden udefra var smuk! (…) Vi underviste også i legen 21. Både i 6.a og 8.a. 6.a !!! 8.a derimod var søde og det gik godt; læreren blev dog ved med at råbe svarene - heldigvis havde hun sjældent ret (det er ikke den slags matematik, de lærer her).”

At undervise pigerne på skolen i Indien var en fantastisk lærerig udfordring. Èn ting er at føle dig forberedt til undervisning, når du træder ind i et dansk klasseværelse. Hér føler du dig sikker på hvad du vil opnå, og hvordan du vil opnå det. Da vi trådte ind og skulle undervise på et sprog, der ikke var hverken vores eller elevernes modersmål, blev det helt tydeligt for os, hvor meget mere vi kunne og burde have overvejet grundigere inden undervisningen; ordvalg, visualiseringer og gennemgange. For os havde dette været en selvfølge, en selvfølge vi muligvis ikke ville have fundet fejlen ved i et klasseværelse hjemme i Danmark - men dér på skolen i Indien, var det helt tydeligt for os, at vi selvom vi vidste, hvad vi ville opnå, faktisk manglede at indtænke væsentlige elementer for, hvordan vi ville opnå det. Det var så utrolig fedt og lærerigt at nå til den erkendelse.

”Staffet og perleleg. Varme! IS :)  Arb. på kontoret. Lyn og torden, smuk bøn! Ildfluer på altanen? Dyrelyde. (…) Mens vi sad på kontoret begyndte det at regne, lyne og tordne, så vi lukkede ned for computerne og satte os i døråbningen. Luften bliver så dejlig ren og fri, når det regner! Temperaturen falder, og efter den så varme dag, føltes det helt utroligt. Alle lynene er ret skræmmende, men også fantastisk smukke, og det gjorde mig helt høj. Til bønnen var det lige så fantastisk! Alle døre og vinduer er åbne, så man kan tydeligt både se og høre det.”

”Indien virker til aldrig at være stille; mennesker, biler der dytter, vifterne i loftet og til aften alle dyrene! Græshopper, frøer og fugle ”råber” i munden på hinanden, ret intenst!”

”Jobama tog os med og købte kylling og is til os! Hun er så sød! Da vi kom tilbage var det kun en halv time til et religiøst møde for kvinderne i Math. Der var kvinder fra Bankura og omegn, kørt af deres mænd. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne holde mig vågen, og mit hoved nikkede hele tiden - pinligt.”

Minderne 2 år senere

Når jeg nu ser tilbage på min tid på Shamayita Math Convent School og Indien er det med mange blandede minder, men egentlig ikke med blandede følelser, som jeg nok inden havde forventet. Jeg er blevet klogere på deres verden, på min verden og mig selv, både som person, rejsende og underviser. Som enhver anden lærer er jeg uddannet til at reflektere over, hvad der virkede godt og hvad der virkede mindre godt.

Det er ikke kun noget jeg kan tage med mig, når jeg en dag vender tilbage, men også i min almindelige og ofte hektiske hverdag - jeg ønsker nemlig ikke at glemme, hverken duften fra monsunen, den afslappende bøn, de overstadige piger, Jobama eller noget som helst andet fra min rejse til dette smukke store land. Skulle din interesse for et oplevelses- og lærerigt eventyr være blevet vakt, er du mere end velkommen til at kontakte os.