FRIENDS OF SHAMAYITA MATH

Stefan 2016

Det var egentlig meningen, jeg skulle bruge 3 måneder på Shamayita Math, men på grund af en pludselig hedebølge, måtte jeg bruge den første måned på at trekke rundt i de koldere bjergegne af Vestbengalen: Darjeeling, Gangtok… Dette var i sig selv en spændende nok oplevelse. Jeg fik vendt mig til at improvisere mine ruter rundt på egen hånd, og jeg fik en behagelig indgang til mit møde med den Vestbengalske kultur.

Endelig kom jeg til Shamayita Math. Jeg blevet taget kærligt imod og vist mit værelse i den behagelige gæstebygning, bag have og skulpturer. Jeg fik kiks og te den næste morgen, og det var et ritual, jeg var meget tæt på at tage med mig hjem. Om aftenen hev en køkkenarbejder mig til side. ”Watch this”, sagde han og ringede med klokken, der signalerede aftensmad. Den flok af lokale hunde som sov på vejen inde i Math vendte hovederne op og hylede i tone med klokken. Senere om aftenen var jeg til min første aftenbøn i den indrettede bede hal. Der havde været varsler om monsun, men den var ikke kommet. Pludselig, i mens vi sang på gulvet, nedslog et lyn og stjal strømmen. Det eneste der tilbage kunne ses var de to røgelsespinde, som brændte rødt i mørket. Sangen fortsatte meditativt fuldkommen uden afbrydelse. Efter minutter i mørket og sangen kom strømmen tilbage, da reservegeneratoren blev sat i gang. Efter ritualet stod jeg og så ud af vinduet med en af medarbejderne. Mærkede den friske luft og oplevede snart det største tordenvejr jeg hidtil havde set. ”Jeg har set flere lynnedslag her end jeg har set i mit liv i Danmark”, sagde jeg. Men tordenen var underligt beroligende, den tog det værste af varmen, og den skabte en atmosfære af venten under halvtage som føltes naturlig og delt mellem os – hygge, om man vil.

Langsomt blev jeg introduceret til medarbejderne, naturen, varmen. Shamayita Math køres af en blandet skare af dejlige, mindeværdige mennesker. Man finder sig langsomt til rette i ritualerne og rytmen, gangen fra gæstehuset til kantinen til det smukke lokale vandløb. Der var gjort et kæmpe projekt ud af at vænne mig til maden, undgå stærke ingredienser, og give mig bestik på trods af skikken om at spise med hænderne. Jeg fik også lov til at få hvad jeg pegede på af kiks, frugter, te, til mit værelse. Jeg tog mange gåture i den lokale natur, hvor jeg selvfølgelig blev hilst og kigget på af alle og enhver. Jeg tillod mig endda at tage nogen løbeture i den køligere morgen, om end det vist var noget mystisk for nogen af de lokale. Jeg blev også hypersensitiv over for alle de lokale fuglelyde jeg aldrig havde hørt før, og de sjove askegrå varianter af fugle jeg kendte fra Danmark.

Det lå i kortene at jeg skulle hjælpe som lærer på den lokale skole, eller på Monodeep, skolen for handicappede. Desværre var hedebølgen med til at holde disse skoler lukkede, og det var uvist hvornår de ville kunne åbne igen. Det endte med at jeg fik mange lange ture for at se Shamayita Maths virke. Jeg var specielt imponeret af den lokale afdeling, hvor kun tretten mennesker døgnet rundt skulle være klar til at hjælpe børn i nød eller med politiets hjælp afbryde børneægteskaber, om det betød at have en hel vred bryllupsforsamling i mod sig.

Den sidste måned kunne jeg være vikar på skolen. Desværre blev hende, som skulle planlægge mit skema, syg. Det blev lidt rodet og hektisk. Jeg fik lov til at gøre lige hvad jeg havde lyst til for eleverne til en sådan grad, at jeg godt kunne have tænkt mig mere stringente rammer. Men jeg fik deres lærebøger, og fik strikket nogen timer sammen. Eleverne var selvfølgelig søde, og fuldkomment henrykte over at have mig. Faktisk fik jeg desværre afbrudt en hel etages undervisning, da jeg først var på besøg, og en større og større cirkel af skrigende elever begyndte at samles omkring mig. Det var dog noget hårdere i de lavere klasser som kun delvist snakkede engelsk – dem stoppede jeg derfor hurtigt med at have.

Mine minder om Shamayita Math er varme, farverige, og jeg fik set mennesker i en radikalt anderledes og her fattigere kultur, som var arbejdsomme og lige så glade som nogen som helst jeg kendte hjemmefra.