Webmaster: Lise Hagelund, hagelund.lise@gmail.com
Reg. nr.: 5324
Kontonummer: 0251179
Mobile pay: box97814
Kære alle,
hermed en lille julehilsen fra vores forening som har vokseværk og i år er blevet 31 medlemmer rigere. Tak for det – I er med til at gøre en stor forskel for mange mennesker!
Vi har i foreningen netop overstået vores årlige efterårs hyggearrangement og igen i år var det en stor succes. Der blev fremvist klip fra dokumentarfilmen: ”Brev til Indien” som omhandler en indisk antropologs møde med de sære danskere. Prakesh Ready lavede i 1989 feltarbejde i Hvilsager (af alle steder) og deltog igennem 4 måneder i forsamlingsfester, så med forbløffelse på Skt. Hans bål og undredes over danskernes stærke hjerter (der gør, at de kan undvære deres børn, der efter de flytter hjemmefra som 18årige kun kommer hjem på sporadiske og korte besøg).
Som tidligere havde vi til arrangementet etableret en Skype session med lederne af det indiske projekt: Prajnamita og Anahata, og de gav varme hilsner til de fremmødte og takkede alle medlemmer af foreningen. Som et kulturelt indslag kom en gruppe piger fra København og dansede mavedans og senere var der traditionen tro bankospil med mange fine, indiske præmier.
En udsendt fra tv stationen TV Marineret filmede dele af arrangementet og interviewede efterfølgende vores sekretær og jeg selv om de bagvedliggende tanker om projektet og de tiltag vi støtter. Det har resulteret i en kort dokumentarfilm på ca. 30 minutter som vil blive vist på Kanal Hovedstaden d.19. januar kl. 00:00-00:30 Vi regner stærkt med at ligge gaderne øde:) For de af jer som er interesserede i at se filmen og måske ikke har signal til Kanal Hovedstaden (eller er oppe så sent) sender vi sidst i januar et link ud og uploader filmen på vores hjemmeside: www.friendsofshamayitamath.dk
Til generalforsamlingen i år var der flere medlemmer der ytrede ønske om, at vi i højere grad involverer os i økonomisk større projekter, og vores fundraiser Troels har derfor brugt meget tid og energi på at ansøge Projektpuljen om 200.000 kr. Pengene skulle gå til sikring af fremtidig drift af den skole vi har bygget i foreningen, samt en udvekslingsaftale mellem Indien og Danmark som skulle skabe mulighed for dybere gensidig forståelse og afholdelse af workshops i begge lande. Desværre har vi netop fået et afslag på den ansøgning, men da det ikke skyldes selve ansøgningen eller vores forening, men snarere at vi ikke var tilstrækkeligt klare i forhold til hvilke rammer projektet skulle opfylde, fortsætter vi ufortrødent vores arbejde. Da det er meget centralt for os, at projekter opstår ud fra et reelt ønske og behov fra vores indiske samarbejdspartnere, vil en lille udsending fra bestyrelsen - der skal besøge Shamayita Math som en del af private rejser - drøfte eventuelle andre projekter vi kan støtte med Prajnamita og Anahata.
Overskuddet fra efterårsarrangementet samt medlemskontingenter beløber sig i 7044 kr. og dem sender vi som altid ubeskåret af sted til Indien i løbet af denne måned. Hvis der er nogle af jer der skulle have lyst til en sende en ekstra lille julehilsen/gave tager vi imod det med kyshånd. Alternativt kan man overveje at give nogen man holder af et medlemskab til foreningen i julegave?
Julegaver kan indbetales på: reg.nr. 6610 konto nr.0002874766
D. 27. marts er det tid til næste generalforsamling, nærmere program følger senere men sæt allerede nu kryds i kalenderen hvis du vil være med til at forme og påvirke foreningens arbejde. Vi har brug for nye kræfter og vi håber at se mange af jer.
Rigtig glædelig jul alle sammen
Anne Mia Steno
Formand i Friends of Shamayita Math