Webmaster: Lise Hagelund, hagelund.lise@gmail.com
Reg. nr.: 5324
Kontonummer: 0251179
Mobile pay: box97814
Kære medlemmer
Friends of Shamayitha Math holdt den årlige generalforsamling 27. marts 2012, hvor Signe Ravn Andersen, Lars Fynbo, Bente Hagelund og Anne Mia Steno blev valgt til bestyrelsen. Efterfølgende er opgaverne blevet fordelt med Lars Fynbo som formand, Bente Hagelund som sekretær, kasserer og aktivitetsansvarlig, Signe Ravn Andersen som fundraiser og Anne Mia Steno som frivillig ansvarlig.
Vi holdt vores traditionelle årsmøde den 10. juni på Kretavej 39 hos Bente Hagelund. Vejret var ikke helt med os, men hvor der er hjerterum er der husrum, og det gik fint med aktiviteter indendørs og fremragende indisk mad (tak til Bjørn) på terrassen. Jazzkvartetten "Prikken over i'et", der på grund af sygdom var blevet til en trio, underholdt med flotte numre og inciterende sang. Der var god omsætning i lotteriet, hvor Søren Hagelund overgik sig selv (og øgede omsætningen) som lovpriser af de unikke præmier. Mange tak til donatorerne.
Bente Hagelund, der sammen med Signe Ravn Andersen senest besøgte Shamayitha Math i 2012, viste billeder fra besøget på storskærm. Billederne og Bentes kommentarer understregede den store udvikling, der er sket inden for de seneste to år. Diverse skole- og udannelsesprojekter er vokset betragteligt som for eksempel pigeskolen Convent School, der nu har ca. 600 elever. Efter hårdt pres fra de omkringliggende landsbyer er der nu optaget drenge på skolen med henblik på, at de skal have deres egen afdeling. Vores bidrag til en ny skolebygning i Marang Buru har medført, at andre landsbyer også ønsker en skole.
Sundhedsklinikken har fået forbedrede operationsfaciliteter samt et sengeafsnit. Der er samtidig indkøbt minibusser indrettet som mobile sundhedsklinikker, der kan udføre lokalbehandlinger i området. Shamayita Maths initiativer og projekter inden for landbrugssektoren er ligeledes under udvikling, hvor nye faciliteter nu inkluderer et jord- og frølaboratorium til udvikling og udforskning af forbedrede landbrugsteknikker.
Det fremgik tydeligt af Bentes beretning, at Shamayita Math er i stor positiv udvkling. En udvikling vi kan være stolte af at have bidraget til.
Vi viste og så den video fra Shamayita Math, der kan ses på vores hjemmeside www.friendsofshamayithamath.dk
Sidst men ikke mindst blev der etableret skype-kontakt på storskærmen til Shamayitha Math, hvor de to ledere Mother Anahata og Mother Prajnamita fortalte om de seneste begivenheder og den glæde de følte ved interessen og støtten fra Friends of Shamayita Math i Danmark. Det viste for alle tilstedeværende, at den personlige kontakt har stor betydning.
Dette understreges også af, at vores støtteforening er omtalt i Shamayitha Math Annual Report 2010-11, der også omtaler og viser billeder af de udsendte og besøgende fra Friends of Shamayitha Math. Denne danske interesse og støtte har formentlig også betydning i relationerne til de lokale myndigheder.
Vi fik et overskud på ca. 3000 kr. på årsmødet. Sammen med kontingenter og andet har vi indsamlet 11.500 kr., der allerede er overført til Indien til brug for næste skoleår 2012-13:
Beløbet vil bl. a. blive brugt til:
- Et varmt måltid mad til 40 elever i 10 måneder i skolen i Dangapara.
- Skoleuniform til 40 elever.
- Et TV med audivisionel undervisning og et musikanlæg til skolen.
Vores næste arrangement bliver søndag den 11. november om eftermiddagen. Husk at reservere dagen.
Tak til alle medlemmer og støtter af Friends of Shamayita Math. Med små økonomiske midler kan vi bidrage til at vilkårene for mange fattige børn og voksne i lille fjerntliggende område i Indien forbedres. Det vil vi fortsat stræbe for.
Med venlig hilsen
Lars Fynbo
Formand